Bag tallet
Hvad BMI faktisk måler
BMI sætter din vægt i forhold til din højde, så mennesker med forskellig højde kan sammenlignes på én skala. Tallet blev lavet til at se på hele befolkninger, og der fungerer det rimeligt. For det enkelte menneske er det en grov screening: det kan ikke se, hvor meget af din vægt der er muskler, knogler eller fedt, eller hvor på kroppen vægten sidder.
Sådan regnes tallet ud
Formlen er vægt i kilo delt med højde i meter i anden. En person på 175 cm, der vejer 72 kg, har et BMI på 72 / (1,75 × 1,75), altså omkring 23,5. Mere er der ikke i det. Ingen alder, intet køn, intet aktivitetsniveau. Enkeltheden er både grunden til, at BMI bruges alle vegne, og grunden til, at det overser noget.
Sådan læser du dit resultat
For voksne er de gængse grænseværdier: under 18,5 regnes som undervægt, 18,5–24,9 som referenceintervallet (det, danske BMI-tabeller kalder normalvægt), 25–29,9 som overvægt, og 30 eller derover som svær overvægt. Grænserne stammer fra befolkningsundersøgelser af helbredsrisiko. De er ikke lavet til børn, gravide, meget muskuløse eller ældre. For de grupper kan intervallerne føre dig helt galt af sted.
Hvor BMI holder op med at være brugbart
To mennesker med samme BMI kan have vidt forskellige mængder muskel og fedt. En styrkeatlet kan lande i overvægt og samtidig være mager; en person midt i referenceintervallet kan have mere fedt på kroppen, end der er gavnligt. Tag BMI som ét datapunkt ved siden af, hvordan du spiser, bevæger dig, sover og har det – og tal med din læge om dit helbred i stedet for med en beregner.